Haven i september / oktober

Køb frø

Du tænker nok, at det er for sent at så noget nu, men det er ikke rigtigt. Flere blomster kan du så nu, hvorved de vil starte tidligt næste år. Og indendørs stueplanter kan du også så nu, samt en lang række andre frø.

HER FINDER DU VORES FRØ, SOM KAN SÅS I SEPTEMBER/OKTOBER

Der er stadig mange dejlig dage, hvor man kan grille – og hvad er mere lækkert end friske spirer til sin mad? Du finder vores frø og tilbehør til spirer her

Potter og krukker

Hvis du plejer dem rigtigt, kan dine sommerblomster holde til langt ind i september. Husk at vande godt og fjern alle de visne blomster og mugne blade.

Vær opmærksom på, at der kan forekomme nattefrost. Derfor bør du overveje at lægge plastik eller en fiberdug over blomsterne, så de kan holde på varmen.

Har du haft dine potteplanter og stueplanter ude i haven i sommermånederne, skal de indenfor, inden temperaturen udenfor daler for meget – helst inden fyringssæsonen, så de kan vænne sig til varmen.

Plant smukke hårdføre planter, der kan pynte hele vinteren i dine krukker og altankasser.

Drivhus

Vi er ved at være derhenne, hvor tomater og agurker i drivhuset må give op. Klip de visne blade af løbende, så svampesporerne ikke smitter. Vand lidt mindre nu og lad dem modne i deres eget tempo. Luk gerne for vinduerne for natten, men åbn dem igen næste morgen, så der kommer masser af luft til planterne. Peberfrugter og chili modner for alvor. Har du flere, end du kan nå at spise, så kan du fryse dem ned og bruge dem gennem vinteren – f.eks. i en dejlig gryderet.

Når de sidste planter har gjort sin pligt, er det tid at rydde ud og rengøre drivhuset, gerne med kalk- og algefjerner. Stil evt. dine havemøbler herind, så de er beskyttet for vinteren – og du kan jo gøre det lidt hyggeligt samtidig, så det lokker at sidde derude i solen på en kold vinterdag og nyde en varm kop et-eller-andet.

Køkkenhaven

Husk at nyde køkkenhavens afgrøder og begynd også at tænke på at fryse ned, sylte, tørre osv.,hvis du har mere, end du kan nå at spise. Har du flere kartofler, en du kan nå at bruge direkte fra jord til bord, så grav dem op i lunt og tørt vejr og gem dem mørkt og koldt.

Græskar skal høstes nu. Skallen skal være hård, glat og tør, og skal græskarret kunne gemmes, må der ikke være friske skader – er der dét, må du bruge det med det samme – f.eks. til syltning, suppe til fryseren eller puré til vinterens pumpkin-pies. Lad mindst 5 cm stilk blive på græskarret, hvis det skal gemmes.

Så vintersalater, så du kan høste grønt indtil frosten for alvor sætter ind. Så dem evt. i dit drivhus, så de holder lidt længere. Så også en tidlig spinat-sort, så du kan høste allerede i det tidlige forår.

Så grøngødning frem til midten af måneden på de bare pletter i køkkenhaven. Honningurt, gul lupin og gul sennep er blandt de gode, grønne jorddækkeplanter. Bunddækket opsamler næring, som så bevares i haven og videregives til de planter, du dyrker til næste år. Fjern derfor ikke planterne til foråret, men fræs eller kultivér dem ned i jorden. De skal ikke nå at sætte frø.

Har du færdig kompost, så kan du strø den ud nu. Vent evt. med at kultivere den ned i jorden til foråret. Brug også komposten i bede, under træer og buske og omkring hækken. I rosenbedet kan du give et tyndt lag på 5 cm, hvilket gavner både jordstrukturen og beskytter planten mod frost.

Stauder

September er det perfekt plantetidspunkt for en lang række planter og løglægning. Plant nyt og del dine allerede etablerede stauder med en skarp spade. En stor, gammel klump kan blive til mange nye. Fjern syge planter og planter, der er angrebne af skadedyr, for at undgå smitteoverførsel til næste sæson. Husk at se på dine frøposer, hvilke planter der først blomster året efter såning, da mange af dem kan sås nu, hvorved du kan få dem i blomstring allerede næste år.

Roser

Fjern løbende visne roser og syge blade men giv ikke gødning. Nogle af roserne vil blomstre lige til frosten tager dem. Klip om nødvendigt klatreroserne lidt tilbage og bind løse grene op, mens stænglerne stadig er bløde. På den måde risikerer du ikke, at de knækker under efterårets og vinterens storme og snefald.

Ukrudt

Fjern alt det ukrudt, du orker, så får du det meget nemmere til foråret. Der er flere typer ukrudt, der vokser vinteren igennem og smider frø, så det er en god idé at fortsætte med at luge.

Løg og knolde

Dahlia, knoldbegonier og gladiolus tåler ikke frost og skal derfor graves op omkring den første nattefrost. Ryst jorden af og klip de grønne stængler af 5-10 cm over knolden. Opbevar knoldene i luftåbne kasser evt. med lidt tørvestrølelse omkring og stil kasserne mørkt, køligt og med god luftcirkulation.

I oktober og helt frem mod vinteren kan du fortsat lægge nye løg og løgvækster. Jo senere du lægger dem, desto senere kommer de op.

Du kan også forsigtigt dele eksisterende løggrupper eller flytte dem til nyt sted. Forårsløgene har tit lavet små sideløg, som forsigtigt kan tages fra og sættes et nyt sted – gerne i vasket grus eller sand.

Frugttræer og -buske

Senest i september skal hindbær, birke-, ahorn-, valnødde- og kirsebærtræer beskæres. Skær de hindbærskud, som har båret hindbær, af helt nede ved jorden. Beskær blommetræer, når du har høstet dem. Du kan stadig tage udløbere fra de kraftigste jordbærplanter og plante dem på nye rækker. Høst æbler - når de slipper let, er det tid at plukke dem.

Græsplænen

I september er jorden særlig varm og fugtig, og det er et godt tidspunkt at så ny græsplæne. Sæt græsklippehøjden op til ca. 3 cm sidst i september. Græsplænen skal nok slås for sidste gang i oktober - afhængigt af temperaturen. Græsset stopper med at vokse, når jordtemperaturen er under end 6-7 grader, og så skal det ikke slås. Du kan måle jordtemperaturen med et jordtermometer. Når du klipper den sidste gang, bør du ikke klippe under 4 cm.

For at forhindre mos og svampesygdomme i plænen, skal du rive de nedfaldne blade væk fra den. Du kan lægge de visne blade i komposten, hvor de bliver til bladmuld, eller du kan lægge dem omkring frostfølsomme planter som isolering mod kulden.

Vinplanter

Vindruerne er ved at modne, og måske er der nogle rådne iblandt. Dem skal du fjerne, så de ikke smitter de friske druer. Vinranken have lov til at trække næringsstoffer tilbage til stokken og roden først, så vent til december, hvor bladene er visne, inden du beskærer den.